Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råben!
Den nye lov om pædagogiske lærerplaner kræver den rette fortolkning, for at opnå balance mellem den ustyrlige og ikke målbare begreber: leg, læring (ikke i betydningen undervisning) og personlig udvikling. Spørgsmålet er nemlig om læreplanernes indtog i daginstitutionerne vil føre til en nedprioritering af børnenes egne kulturelle færdigheder og den voksne verdens faglige færdighedskrav.
Indførelsen af læreplaner skyldes at vores børn g unge er for længe om at lære sig formelle færdigheder, såsom læsning, matematik og sprog. Og som bekendt er tid penge! Integreret leg og læring er den nye globaliserings dagsorden som dagtilbuddene må efterleve. For at sikre en vellykket indskoling. Problemet er blot at legens læreprocesser ikke er umiddelbart forenelige med undervisningens ditto.
Et begreb er et arbejdsredskab. Det afgrænser det felt, der arbejdes med, fra andre felter, og det
bestemmer den tilgang, optik, feltet skal/kan betragtes med. Skal man formidle pædagogiske læreplaner, så er en definition af et børnekulturbegreb uundværlig. En sådan definition er i dag fraværende/ikke eksisterende. I mangel af bedre ophøjer debatten blot klassifikationen kultur for, med og af børn, til praksisbegreb, men sidste led i klassifikationen – kultur af børn (dvs. børnekultur i forståelsen at børn er i kultur, at de faktisk selv er kulturskabende):
”Børns kultur dækker med andre ord over det brede register af udtryksformer, børn tager i brug ihverdagen i et ihærdigt forsøg på at skabe mening her og nu. Der kommer sjældent produkter ud af de processer” (s. 4)
Dette bygger på et andet forståelsesgrundlag end de to første kategorier, som betragter relationerne mellem børn og kultur som indlærings- og socialiseringsprocesser. Den interne uforenelighed er ét alvorligt problem. Et andet problem er, at når man definere børnekultur så bredt som kultur for, med og af børn er det umuligt at udstikke retningslinjer som peger i nogenlunde samme retning, hvorfor definitionen er uanvendelig som arbejdsredskab, da den bliver misbrugt til alle mulige formål. Af alle mulige interessenter(fra lærer og pædagoger over børnebibliotekarer til børne- og kulturområdets ordførende politikere).
Børns kultur bør forstås som måden hvorpå børn kan tilegne sig mønstre, genrer og kulturelle udtryksformer og videre udvikle dem. Disse udtryksformer ligger i børene selv men kan fremelskes via medier mm. Hvorfor børnekultur bør ses i samspil med måden hvorpå æstetiske udtryk og oplevelser i kunst, medier og kreativ praksis bidrage til at inspirere til børns egne kulturelle interaktioner. Derved harmoniseres begreberne og kultur er da igen kultur.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar