onsdag den 7. april 2010

Resumé af Børns mundtlige legekultur


Resumé af Povl Bjerregaard: Børns mundtlige legekultur


Kapitlet beskæftiger sig med mundtlige udtryksformer i børns legekultur. Dvs. vittigheder, gåder, gyserfortællinger og rim og remser. Disse opfattes som en del af et kulturelt og socialt liv og udtryksformerne er i evig dynamisk forandring. Da børns legekultur tilegnes gennem medvirken og gentagelse i og af legen udfoldes udtryksformerne primært i børnenes voksen-frie zoner. Forældre og søskende har dog en betydning for tilegnelse af glæden ved leg med sproget og for udvikling af den humoristiske sans. Den mundtlige legekultur videregives nemlig enten vertikalt (fra voksen til barn) eller horisontalt (fra barn til barn)formentlig oftest skråt oppefra og ned (fra større børn til de mindre). Endelig påvirkes børn af mediernes og institutioner i overleverings processer. Medierne tilbyder det råstof, der udvindes børnene imellem. Børn bruger sprog og fortællinger på mange måder. Kendskab til disse er vigtigt for pædagogens forståelse for børns liv og derved for relationen til børnegruppen.
Gådeformen er urgammel og forbundet med religion, opdragelse og leg i sin spørgsmål- svaropbygning. Konkurrencemomentet i gådeformlen appellerer til mange børn. Gåden evner at træne, især de mindre børn, i at opleve ord abstrakte og til at koble disse abstraktioner på nye måder i overførte betydninger og metaforer. Indimellem forstår børnene ikke vittighederne, og ind imellem er der heller ikke noget at forstå. Dette gør sig i sær gældende for de 6-åriges hjemmebryggede vitser, hvor fx gådeformlen er erobret og beherskes men indholdet mangler, dvs., at svarende ikke kan forbindes med spørgsmålene.
Ikke at forstå en joke kan være skrækkeligt pinagtigt at skulle indrømme, da det ekskluderer. Men omvendt er en vigtig del af samværet i mundtliglegekultur dog den kommenterende, støttende forklarende kommunikation sideløbende med selve fortællingen. Det større barn udvikler opmærksomhed på tilhørernes reaktioner. Dette er grunden til, at den samme fortælling kan forekomme i mange varianter.

Nej, vi kan ikke flere jokes!




Højt til vejrs


Under indsamlingen af vittigheder, oplevede jeg ind i mellem, at interviewpersonerne prøvede at undslippe mine spørgsmål ...

Er der en, som kender en vittighed?

Resumé af Gakkede gangarter

Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råben!
Den nye lov om pædagogiske lærerplaner kræver den rette fortolkning, for at opnå balance mellem den ustyrlige og ikke målbare begreber: leg, læring (ikke i betydningen undervisning) og personlig udvikling. Spørgsmålet er nemlig om læreplanernes indtog i daginstitutionerne vil føre til en nedprioritering af børnenes egne kulturelle færdigheder og den voksne verdens faglige færdighedskrav.
Indførelsen af læreplaner skyldes at vores børn g unge er for længe om at lære sig formelle færdigheder, såsom læsning, matematik og sprog. Og som bekendt er tid penge! Integreret leg og læring er den nye globaliserings dagsorden som dagtilbuddene må efterleve. For at sikre en vellykket indskoling. Problemet er blot at legens læreprocesser ikke er umiddelbart forenelige med undervisningens ditto.
Et begreb er et arbejdsredskab. Det afgrænser det felt, der arbejdes med, fra andre felter, og det
bestemmer den tilgang, optik, feltet skal/kan betragtes med. Skal man formidle pædagogiske læreplaner, så er en definition af et børnekulturbegreb uundværlig. En sådan definition er i dag fraværende/ikke eksisterende. I mangel af bedre ophøjer debatten blot klassifikationen kultur for, med og af børn, til praksisbegreb, men sidste led i klassifikationen – kultur af børn (dvs. børnekultur i forståelsen at børn er i kultur, at de faktisk selv er kulturskabende):

”Børns kultur dækker med andre ord over det brede register af udtryksformer, børn tager i brug ihverdagen i et ihærdigt forsøg på at skabe mening her og nu. Der kommer sjældent produkter ud af de processer” (s. 4)

Dette bygger på et andet forståelsesgrundlag end de to første kategorier, som betragter relationerne mellem børn og kultur som indlærings- og socialiseringsprocesser. Den interne uforenelighed er ét alvorligt problem. Et andet problem er, at når man definere børnekultur så bredt som kultur for, med og af børn er det umuligt at udstikke retningslinjer som peger i nogenlunde samme retning, hvorfor definitionen er uanvendelig som arbejdsredskab, da den bliver misbrugt til alle mulige formål. Af alle mulige interessenter(fra lærer og pædagoger over børnebibliotekarer til børne- og kulturområdets ordførende politikere).

Børns kultur bør forstås som måden hvorpå børn kan tilegne sig mønstre, genrer og kulturelle udtryksformer og videre udvikle dem. Disse udtryksformer ligger i børene selv men kan fremelskes via medier mm. Hvorfor børnekultur bør ses i samspil med måden hvorpå æstetiske udtryk og oplevelser i kunst, medier og kreativ praksis bidrage til at inspirere til børns egne kulturelle interaktioner. Derved harmoniseres begreberne og kultur er da igen kultur.

tirsdag den 6. april 2010

Vitsen fra Budapest

Indsamling af vittigheder: Vitsen fra Budapest
”Kan du nogen go’e vittigheder?” Sådan lagde jeg ud, da jeg kom hjem fra seminaret med en klar idé om at et feltstudie og indsamling af vittigheder ville være lettere end at smøre min søns madpakke. Alt jeg behøvede at gøre var jo at spørge ham (min søn på 5 år) og de andre børn i rød gruppe ud om de sidste nye vittigheder.
Han så spørgende på mig: ”Hvad siger du, far?” Han anede tydeligvis ikke, hvad jeg talte om. Han anede ikke, hvad en vittighed var. Hvordan i alverden man klarer sig i børnehaven og i livet, hvis man ikke har et par gode vittigheder i ærmet til at bryde isen og lette stemningen, er mig en gåde. Hans venner kendte heller ikke noget til nogen vittigheder. Og da slet ikke gåder.
Jeg tog ham i skole, min søn! Jeg tænkte, et par klassikere måske kunne vise ham vejen: ”Hvad er det, der går og går uden at komme ud af stedet?” Svaret morede ham ikke. ”Hvad er det, der er hvidt, når det bliver kastet op i lufter og gult og hvidt, når det er kommet ned igen?” Han følte sig ikke inspireret til at grine sammen med mig, men sad ganske stille og kiggede på mig. Jeg hev en side frem fra et gratis magasin fra Fætter BR: Humørsiden, med fokus på vittigheder/gåder om blinde mennesker. Min søn lyttede med interesse, men han morede sig ikke. Jeg følte mig modløs. For jeg forstod alvoren i situationen: Enten var jeg verdens dårligste vittighedsfortæller eller også fattede min søn ikke konceptet! Og da det umuligt kunne være det første, indså jeg, at han ikke kunne lege med, fordi han ikke kendte til grundreglen: Jeg fortæller én (en af mine bedste). Du lytter og griner. Du fortæller én (helst en endnu bedre), og jeg lytter og griner. Præcis som: Jeg giver én (bajer). Du lytter og griner. Du giver den næste (bajer), og jeg lytter og griner: Det er sådan, vi hygger os her til lands!
Måske er det en anden verden vores børn lever i i dag? Bliver de for fyldt op med Hollywood-historier i tv og tegnefilmsfortællinger skåret efter berettermodellen til at kunne more sig over en halvdårlig gåde? Vænner de sig i så høj grad til at opleve i isolation i timers ensomhed kun i selskab med Nintendo-varianter, computere og dvd-samlingen, at de ikke finder det umagen værd, at udstøde blot et eneste lille opmuntrende grin, som opfordring til endnu en vittighed, da dårlig underholdning er bedre end ingenting i de lange, kedsommelige eftermiddagstimer frem til den halve times børnetime, som var fx min egen barndoms virkelighed? Med andre ord: Er tiden løbet fra vittighederne?
Da, jeg aflagde en anden nærliggende børnehave et besøg. Gik snakken i hvert fald udmærket under madkasse-spisningen, børnene og mig imellem, lige indtil jeg stillede spørgsmålet: ”Hvad så, kender I nogen gode vittigheder?” (Jeg håbede jo at få fortalt nogle stykker, som jeg kunne ligge på denne blog). Snakken forstummede og benene, der lystigt dinglede i luften under skamlerne og smilene stivnede. Jeg mærkede, hvordan den opbyggede fortrolighed var ved at smuldre. Så, jeg chancede: ”Hvad, har jeres far ikke fortalt jer nogen gåder?” Igen disse undrende blikke … Jeg eksemplificerede: ”Hvad er det, der går og går …” En af drengene (5 år gammel) syntes at kende til scenariet og kom med et bud – totalt langt ude i skoven. ”Neej. Det kunne det godt have været, men det er et UR! (Ta, ta!)” Ingen reaktion. ”Nå. Hvad er så det, der er hvidt …” (Denne gang forsøgte ingen at gætte og ingen lo ved afsløringen). Det gik ikke så godt, som forventet det her feltstudie. Stemningen blev først god igen, da jeg spurgte, hvordan deres cykler så ud, og om de var gode til at køre på dem.
Efter besøget i børnehaven var jeg bedrøvet over vittighedens manglende placering i daginstitutionerne i min by, men heldigvis kom jeg i tanke om min tid i den lokale SFO som vikar inden praktikken i efteråret. Dér blev der faktisk fortalt vittigheder. De indgik i den pædagogiske relationsopbygning som en invitation til mig fra børnegruppen. Jeg husker tydeligt situationen, hvor jeg sidder ved bordet i det åbne køkken og det vælter ind med børn, som lige skal se mig lidt an. En dreng fra tredje klasse fører an og fortæller mig begejstret følgende vittighed, mens resten af gruppen står i en klump rundt om i åndeløs spænding og venter på min reaktion. Som selvfølgelig var meget imødekommende og motiverende for en lang række efterfølgende vittigheder af samme slags, ”alle børnene”-genren:
”Alle børnene holdt sig for næsen – undtagen Frank – det var ham der stank”,”Alle børnene moppede vikaren – undtagen Thor – det var hans mor” og mange flere fulgte.
Nå ok, så lærte jeg det: Danske børnehavebørn forstår sig ikke på vitser. Men det gør de til gengæld i SFO’en.
Jeg spurgte i dag en ungarsk dreng på seks på påskeferie, om han kendte et par vitser, da vi sad på en udmærket billig græsk restaurant:
”Ja, da” svarede drengen og begyndte at fortælle med store blanke øjne: ”En dreng kommer hjem og spørger sin moder: Mor hvad hedder det første bogstav i alfabetet? Hun svarer: ”Fis af, kan du ikke se jeg taler i telefon!”. Nå, drengen går ud på toilettet, hvor faren sidder og spørger: ”Hvad hedder det andet bogstav i alfabetet? Faren svarer: ”Ned i gennem røret, ned til rotterne!” Nå, drengen går ind til sin storebror på dennes værelse, som sidder og ser fodboldkamp i tv og spørger: ”Hvad hedder det tredje bogstav i alfabetet? Broren svarer: ”Ja, lige imellem stængerne … MÅÅÅÅL!”. Nå. Drengen går i skole, og da læren spørger ham om dagens lektie, svarer han: ” ”Fis af, kan du ikke se jeg taler i telefon!”. Så han bliver sendt til inspektørens kontor. Inspektøren spørger ham, hvad han dog tænkte på, hvortil han svarer: ”Ned i gennem røret, ned til rotterne!” Nå. Så bliver inspektøreren så sur at han tager drengen i hoved og røv og kaster ham gennem døren ud af skolen, og i det han flyver gennem dørkarmen, råber han: Ja, lige imellem stængerne … MÅÅÅÅL!”.
Mit ungarske er ikke så godt igen. Men jeg ved da at IGEN betyder JA!